I en af Almindingens søer lå en åkande i vandskorpen og var fornøjet over det dejlige sommervejr.
Alt emmede af sommer. Guldsmeden svirrede lavt hen over søen, og solens stråler glimtede i vandet. Over åkanden lyste den blå himmel med lette sommerskyer, men under den var det mørke dyb. Det blev sagt, at søen var bundløs.
"Nøkkerosen" blev åkanden kaldt. Det navn havde den fået, fordi den var blomsten, der skjulte dybet.
I sig selv var den hjælpeløs, for den kunne ikke holde sig oprejst ved egen kraft. Den måtte benytte sig af vandets bærekraft og luften i stængler og blade. I dens blomsterkrone lå der gemt en hemmelighed fra fortiden om, at jordens blomster skulle være glædens budbringere. Den hemmelighed gav den mod og holdt dens tanker fra dybet.
| 
