"Hvordan skal jeg takke dig?" sagde hun. " I dit råd lå svaret på min søgen.
Jeg har lyst til at røre dig for at sige dig tak, men jeg tør ikke, for jeg kan risikere at falde i vandet, og plukke dig nænner jeg ikke."
"Du kan godt røre mig," svarede nøkkerosen bestemt, "for man kan røre hinanden med ord".
"Det er i orden", svarede pigen, "så takker jeg dig endnu engang, nøkkerose, at du blev min lykkerose.
Godt du viste mig hen til Ekkodalen, for nu ved jeg, hvor himmel og jord mødes.
Jeg har fundet svaret på min søgen og drager nu videre med det gode ord, men først vil jeg nyde synet af dig, for du er et genskin af livet selv."
Gulspurven havde hørt det hele og fløj op i luften og sang sine ni toner mellem himmel og jord.
| 
